Miner på asteroider

Amerikanske mineselskaber vil udvinde metal og vand på solsystemets asteroider. Privatiseringen af rumforskningen lover uudtømmelige ressourcer, udforskning af solsystemet, kæmpe rumstationer og rumselfies.

Topbillede: Bygning af rumstation fra en asteroide. (credits: Deep Space Industries/Bryan Versteeg, se også nedenfor).

Planetary Resources er navnet på det mest omtalte mineselskab.

De var først, og investorerne bag tæller prominente navne som Larry Page, stifter og administrerende direktør af Google, Charles Simonyi, tidligere chefudvikler hos Microsoft og Richard Branson, ejer af virksomhedsimperiet Virgin og rumfarts-virksomheden Virgin Galactic.

Rådgivergruppen bag tæller også to planetforskere; én fra MIT og én fra NASA, og desuden James Cameron, som ud over at være verdenskendt filminstruktør, også kalder sig opdagelsesrejsende og naturforkæmper.

Video: Planetary Resources vision er klar: de vil opsøge nærliggende asteorider, undersøge dem og tage værdifulde ressourcer fra dem. (Credit: Planetary Resources).

Planetary Resources mener, at der findes en lang række værdifulde metaller på asteroiderne, som man kan få fat på; for eksempel iridium, platin og palladium.

Faktisk, hævder Planetary Resources, kan man på én mellemstor asteroide for eksempel finde platin svarende til 174 gange den årlige produktion på Jorden. Udover metaller i platinafdelingen kan man også finde jern, nikkel og kobolt i store mængder.

Henning Haack er forsker i dannelse af planetsystemer – herunder vores eget – og bestyrer til daglig Københavns Universitets og Statens Naturhistoriske Museums meteoritsamling, hvoraf en del kommer fra asteroiderne.

Video: Gennem analyser af meteoritterne kan man få en masse at vide om, hvordan solsystemet blev dannet og derfor også om hvordan asteroiderne blev dannet, og hvad de består af.

Asteroiderne indeholder ganske rigtigt, fortæller Henning Haack, en masse metal – ligesom jorden – men det er ikke dem alle sammen. Man opdeler normalt asteroider i to hovedtyper, den ene blev dannet ved solsystemets fødsel for ca. 4,5 milliarder år siden, og er sådan set bare en samling sammenpresset støv. Her kan man ikke finde nævneværdigt med metal.

Den anden asteroidetype er dog mere spændende, siger Haack: “Den har været varmet op. Der var nogle radioaktive stoffer fra de stjerner, der leverede stof til solsystemet, som da de henfaldt, varmede asteroiden så meget op, at den næsten smeltede totalt op. Metallerne bevægede sig derfor ind i kernen mens stenmassen blev på overfladen. Der har sågar været vulkansk aktivitet”.

“Hvis man kigger på det, så minder det meget om Jorden. Vi har også en kerne inde i midten af Jorden, så har vi en kappe og en skorpe, det er der, hvor vi så render rundt. Det er jo en af grundene til, at guld er så værdifuldt. Det er værdifuldt, fordi det  meste af Jordens guld ligger nede i kernen – fuldstændig uden for vores rækkevidde”.

Video: Asteoriderne, faktisk de fleste, fortæller Henning Haack, er i tidens løb blevet knust – mest fordi de støder ind i hinanden. Man kan så finde asteroider som er fragmenter af kernerne, og det er dér man kan finde de metaller, som er meget sjældne på Jordens overflade.

Men måske bør man alligevel tage Planetary Resources’ påstande med et gran salt.

Selskabets første rumsonde, en kikkert som skal spotte mulige emner til udnyttelse, er nemlig til dels blevet betalt via såkaldt “crowdfunding”. En måde at skaffe penge på, hvor man via nettet og de sociale medier, får folk – the crowd – til at spytte små bidrag i kassen. Bidragsyderne får i retur for deres bidrag en meget amerikansk takkepakke: giver man 10 dollars får man bare tak, men for 25 dollars får man en “selfie”: et billede af sig selv taget fra satellitten med Jorden i baggrunden (Credit: Planetary Resources):

Giver man endnu flere penge, kan man også få lavet julekort og bryllupsinvitationer af sin Selfie, ligesom man kan få en stor bordmodel af satellitten med sit navn på. Hvis man giver mere end 10.000 dollars, er man i den aller øverste donationskategori. Her får man sit navn indgraveret på satellitten og man vil, hvis muligt som der står, få opkaldt en asteroide efter sig.

Markedsføringen af visionerne bag asteroideminedriften ser altså ud til at være en integreret del af projektet.

At det virker, og at udforskning af rummet for tiden er populær, er tydeligt: på 33 dage via crowdfunding-sitet “Kickstarter”, donerede 17,600 enkeltpersoner i alt 1,5 millioner dollars til udviklingen af ARKYD 100, Planetary Resources’ første sattelit. ARKYD 100 er et rumteleskop, som fra et kredsløb omkring Jorden skal observere asteroider for at finde de mest velegnede til minedrift.

Med donationerne rykker udviklingen altså planmæssigt fremad. 

Planetary Resources er dog ikke alene i kampen om rummets ressourcer.

Den nærmeste konkurrent meldte sig på banen i starten af 2013. Deep Space Industries er, som navnet måske antyder, baseret på en ganske anden tilgang. Her er ikke nogen sjov markedsføring i Google-stil, ingen crowdsourcing og ingen smarte idéer om at få alle med. Perspektivet er her på tung industri og det endelige mål bygningen af store kommercielle rumkolonier.

Credits: Deep Space Industries / Bryan Versteeg.

For at være med på vognen skal man være en såkaldt “akkediteret investor” – en betegnelse, som dækker banker, investeringsforeninger, organisationer mm., med en kapital på mindst 5 millioner dollars, eller en privatperson som er god for mindst 1 million dollars, eller i hvert fald tjener mindst 200.000 dollars om året. Den slags investorer må godt kontakte Deep Space Industries – hvis man da vel at mærke også lige erklærer, at man er villig til at tabe mindst 10.000 dollars på investeringen.

Med den slags betingelser har man effektivt ekskluderet temmelig mange mennesker på planeten. Og det er sikkert meningen. Deep Space Industries har således brugt rumkolonien “Elysium” fra Hollywood-filmen af samme navn som illustration på sin vision (se video). I filmen er Elysium en enorm eksklusiv rumkoloni, hvor Jordens overklasse har søgt tilflugt i et uendeligt ferieparadis efter Jordens økonomiske og økologiske kollaps.

Video: Official Introductory Video (kort uddrag), Deep space industries. Credits: Deep Space Industries / Bryan Versteeg.

Inspirationen har Deep Space Industries fundet hos NASA. Selvom de nok havde andre motiver end Deep Space Industries, har NASAs forskere, måske som de første, rent faktisk arbejdet detaljeret med hvordan et konkret Elysium kunne se ud. I halvfjerdserne blev der således udarbejdet en række koncepter som en kunster visualiserede på denne måde (credit: NASA):

Folk bor på en gigantisk roterende rumstation med huse og haver, træer og veje (se også her).

Det er denne noget flippede halvfjerdserdrøm som Deep Space Industries nu, noget mere konkret, tilsyneladende stræber efter. Elysium er visionen, minedrift vejen.

Men er alt dette overhovedet en god idé? Hvad kan retfærdiggøre de enorme investeringer i minedrift i rummet, når verden, efter manges opfattelse, er ved at smelte sammen i forurening og geosociale problemer? Kan metallerne ikke lige så godt findes her? Skulle vi ikke hellere udvikle en bæredygtig metode til brug af naturressourcerne på Jorden først?

Det er gode spørgsmål, og ifølge Henning Haack er minedrift i rummet da også en temmelig tvivlsom affære. På asteroiderne er der de samme grundstoffer som på Jorden, så grund-læggende har vi allerede de metaller, som mineselskaberne er på jagt efter. Vi ved ret præcist hvad asteroiderne består af, og det er 90% jern. Og det retfærdiggør jo nok ikke de enorme investeringer. Set fra den vinkel er månen faktisk bedre, mener Henning Haack. På månen er der Helium3, et råstof som skal bruges i fremtidens fusionsreaktorer. Helium3 er der ikke så meget af på Jorden, så det ville faktisk være en god idé at hente det på månen.

Hertil kommer, at det nok også er et åbent spørgsmål, om det egentlig økonomiske set er så smart at hente næsten uendelige mængder af et metal ned fra rummet. Måske kan man forestille sig, hvad det vil gøre for prisen på for eksempel platin, hvis der pludselig var uanede mængder til rådighed.

En indledende økonomisk analyse foretaget af en uafhængig ingeniør på nettet konkluderer da også hurtigt tre ting: 1: Det er meget vanskeligt at få en forretning ud af minedrift på asteroider. 2: At grave efter platin på asteroider er nærmest latterligt svært at retfærdiggøre økonomisk. Og 3: Entreprenører må derfor enten komme op med helt nye forretningsmodeller som fundamentalt ændrer betingelserne, eller udelukkende sælge deres produkter til kunder i rummet.

Mineselskaberne ser ud til at ville følge anbefalingen. De vil gå efter vandet. Der er nemlig vand på asteroiderne – masser af det. Ifølge Planetary Resources’ beregninger – og ikke mindst deres pressemateriale – kan en 500 meter bred asteroide faktisk indeholde 80 gange så meget vand, som der kan være i den største supertanker. Alt dette vand kan omdannes til brændstof for rumraketter. Én asteroide alene kan, hævder selskabet, give en mængde af brændstof svarende til 200 gange den mængde som har været brugt til samtlige raketaffyringer i menneskehedens historie.

Vand er fuldstændig grundlæggende, hvis man vil ud i solsystemet. Både ilt og brint som vand består af, kan bruges i raketmotorer, og ilt og vand er jo i sig selv nødvendige for at opretholde livet. Både på en rumstation, i et rumfartøj eller i en koloni på Mars, som ikke har nogen atmosfære. Hvis man kan få vand fra asteroiderne kan man spare enorme ressourcer på opsendelserne og man kan tanke op undervejs mod solsystemets planeter. Deep Space Industries har måske mest tydeligt forstået dette og har som eksplicit mål at blive rummets første tankestation. Vand ser altså ud til at blive mineselskabernes redning og gøre projekterne rentable.

En analyse fra 2012 om det gennemførlige i mineprojekterne udarbejdet for NASA af Keck Institute for Space Studies, slår da også fast, at den egentlig retfærdiggørelse af de enorme investeringer ligger i det vand, som kan hentes på asteroiderne. Set på denne måde bliver udnyttelsen af asteroiderne helt afgørende for udforskningen af solsystemet. Kan man få vand fra asteroiderne, kan det blive nøglen til rummet. Og der er helt sikkert vand  – i form af is – derude, siger Henning Haack:

De noget syrede idéer om minedrift på asteroiderne har altså tankevækkende perspektiver. Måske har vi inden længe, nogle siger indenfor 20 år, en sværm af robotrumskibe som bryder is på de nærmeste asteroider og sælger den til de højstbydende rumselskaber.

Det vil betyde uendelige mængder af brændstof til udforskning af de nærmeste planeter og et trinbræt til at komme endnu længere ud i rummet.

Og måske vil det også betyde en række nye amerikanske energiselskaber med store baser i det ydre rum, energimonopol og egne fjernstyrede overvågningssattellitter.

Bestemt en tanke værd.

Share this
Share this
Mail this site
read more: