Skylon

Skylon er et splinternyt rumfly udviklet af den britiske motorfabrik Reaction Engines Ltd. Fabrikken, der ligger lidt uden for Oxford i England, bygger nu den første prototype af den motor, som skal bringe flyet på vingerne.

Skylon kan flyve 5 gange lydens hastighed, flyver ligeså godt i Jordens atmosfære som i rummet og kan transportere passagerer og gods til den internationale rumstation. Lynhurtigt og uden besværlige løfteraketter (Credit: Reaction Engines Ltd).

Skylon-projektet afspejler den nyeste udvikling indenfor moderne rumfart: den er blevet kommerciel.

Private firmaer verden over kæmper om at være de første og de bedste til at få os ud af Jordens atmosfære. De to første og mest solide eksempler på privat fortagsomhed i rummet er de to virksomheder SpaceX og Virgin Galactic.

Virgin Galactic er den måske mest spektakulære og mest markedsførte – ikke mindst af ejeren, den karismatiske entreprenør Richard Brason. Virgin har som de fleste derfor sikkert ved, stort set allerede bygget verdens første offentlige rumhavn – Spaceport America – i New Mexico i USA (credit: Virgin Galactic):

whiteknighttwo-and-spaceshiptwo-at-faith-hanger-mojave-ca-e1384792642344.jpg

Her kan man – hvis alt går efter planerne i 2014 og man altså har købt billet – gå ombord i SpaceShip2; et lille rumfly med plads til 6 passagerer som, efter at være blevet sluppet af et løftefly i 15 kilometers højde, vil bringe de heldige til et meget hurtigt kig ud i verdenrummet fra det yderste af atmosfæren. De endelige tests af hele konceptet blev færdiggjort d. 5. september i år, og passagerene skal nu igang med forberedelserne til deres himmelfart.

Virgin Galactics ret romantiske koncept har ifølge selskabet tiltrukket 500 betalende passagerer. En gruppe, som åbenbart ikke tænker meget over risikoen. Rumtransport er ellers notorisk risikabelt – selv de amerikanske rumfærger havde en voldsom ulykkestatistik.

Faktisk er det stadigt så farligt at flyve i rummet, at enhver anden form for risikabel fritidsaktivitet – for eksempel ekstremsporten Basejumping – blegner til sammenligning. Noget der har skabt en del røre hos de forsikringsselskaber, som skal forsikre rumturisterne.

Virgin Galactics SpaceShip2 er dog, fremhæver selskabet, bygget så dets raketmotor altid kan slukkes ligesom en jetmotor og at det, ved at løfte vingerne opad, altid kan dale ned som en fjerbold, som man kender det fra badminton (credit: Virgin Galactic):

spaceshiptwo-in-its-glide-flight-.jpg

I sommeren 2014 blev projektet ramt af sin første ulykke da et testfly faldt ned og piloten blev dræbt. Virgin Galactic har dog netop meddelt at de er parat til fortsætte deres stræben mod rummet.

SpaceX er idag uden tvivl den mest succesfulde private rumfarts-virksomhed, efter at selskabet for NASA gennemførte sine tre første kommercielle flyvninger til den internationale rumstation med deres løfteraket Falcon 9 og for nylig med succes fik landet deres genbrugelige løfteraket (credit: Space X):

f9_launchpad_cape_scaled2-e1384794036644.jpg

SpaceX er nu er på vej med Falcon Heavy, den kraftigste løfteraket nogensinde, sat sammen af tre Falcon 9-raketter og i stand til at løfte op til 53 tons væk fra Jorden – ca. det dobbelte af, hvad rumfærgen var i stand til. Dens første mission er, at bære en stor kommunikationssattelit ud i geosynkront kredsløb.

Visionerne om futuristiske rumfly som elegant svinger sig ud i rummet og tilbage igen, ser altså ud til at være meget langt fra virkeligheden. SpaceX-raketten er i virkeligheden en klassisk løfteraket og ligner meget en opdateret og muskuløs, privat udgave af Apollo-konceptet – en slags godstog til rummet – og Virgin Galactics SpaceShip2 ligner mest et privatfly til hedonistiske ekstremoplevelser for kendte og rige narcisister, som for eksempel Richard Branson selv, eller skuespilleren Ashton Kutcher, der for nylig købte billet nummer 500.

Så hvad er der egentligt blevet af visionerne om lidt mere smagfuldt at åbne rummet op for menneskeheden?

Den slags visioner er flyttet til Oxfordshire, og fremstår med umiskendelig britisk accent:

Video: Chefingeniør og flymotorgeni Alan Bond fortæller verdenspressen om gennembruddet for firmaet Reaction Engines (credit: Reaction engines ltd).

Reaction Engines har i løbet af sommeren 2013 med succes gennemført de sidste tests af deres revolutionerende motorkoncept, udviklet til rumflyet Skylon, og har derfor modtaget en bevilling på 600 millioner kroner, 60 millioner pund, til at lave en prototype af hele motoren. Den britiske regering tror nu på projektet, ligesom EU også er begyndt at sende penge til Oxford. Motoren skal sættes på Skylon, et elegant rumfly, som med motoren kan flyve direkte ud i rummet eller til den anden ende af planeten:

Video: Den nye flymotor vil gøre det muligt at flyve på tværs af kloden med mere end 5 gange lydens hastighed. Det vil betyde, at turen fra London til for eksempel Sidney kan flyves på 4-5 timer(credit: Reaction engines ltd).

Skylon-projektet har været mange år undervejs. Det er en udløber af den europæiske rumfærge, som blev skrottet for en del år siden, og de skuffede ingeniører bag har i Skylon-konceptet fundet et nyt og klart fokus. Skylon-projektets flymodeller ligner noget de fleste sikkert husker fra Stanley Kubricks film “Rumrejsen år 2001” fra 1968, en slank og elegant model, som skærer sig igennem atmosfæren og ud i rummet til tonerne af Richard Strauss’ “An der schönen blauen Donau” (Credit: Warner/MGM):

2001_a_space_odyssey_59855-1600x1200-e1384792940337.jpg

Med motoren færdig ser det nu ud til, at visionerne omsider kommer til live. En britisk designerdrøm om vejen til rummet.

Skylon-flyets motor kaldes for SABRE. Bogstaverne står for Synergetic Air-Breathing Rocket Engine. Det vil sige en raketmotor, som både kan bruge luftens ilt – lidt ligesom en ekstremt hurtig jetmotor – og fungere som en traditionel raketmotor, med afbrænding af medbragt brændstof. Ekstremt hurtige jetmotorer kaldes normalt for ramjets.

Video: John Leif Jørgensen, professor i rumfartsteknologi, DTU Space, forklarer: En ramjet er en jetmotor, som bruger motorens bevægelse fremad til at presse luften sammen uden at bruge en roterende vifte foran, som man kender det fra almindelige jetmotorer. Man “rammer” eller komprimerer altså luften ind i motoren ved at presse den fremad.

En ramjet motor kan normalt ikke starte ligesom almindelige motorer, den skal først op i fart, så luften kan bankes ind ved hjælp af bevægelsen. Den kan altså ikke starte på landjorden. Man må derfor bære den op og starte den fra et andet fly. Det amerikanske forsvar er meget glade for ramjets, som er gode på missiler som slippes afsted fra hurtige fly.

Sabre-motoren har en jetdel, som både er en almindelig jetmotor (med turbo – en såkaldt turbojet), og en ramjet. Den kan derfor, i modsætning til traditionelle ramjets, godt starte selv. Skylon-flyet kan altså selv klare det hele på grund af den avancerede motor (credit: Raction Engines Ltd).

Det helt nye ved SABRE-motoren er dog, at den også køler den indrammede luft voldsomt ned, lynhurtigt. Dette sker i en Heat-exchanger, en varmeveksler, hvor den varme luft udefra kommer i forbindelse med medbragt ekstremt kold brint, der flyder i ganske tynde rør. Nedkøling og komprimering giver den ekstra kraft i afbrændingen af brændstof, som Skylon skal bruge for at flyve så højt som muligt, før den må skifte motoren til raketindstilling.

Video: Den helt afgørende pointe ved Skylons motor er, fortæller John Leif Jørgensen, at man på grund af luftkølingen nu langt mere effektivt kan bruge ilten fra atmosfæren i motoren. Derfor kan man spare en masse tungt, traditionelt raketbrændstof som ellers skulle have været medbragt.

Man kan altså opfatte motoren som en helt ekstremt avanceret flymotor, som kombinerer det bedste fra jetfly, turbojetfly, ramjets og raketter. Et revolutionerende nyt motordesign. Et helt nyt motordesign for flytrafikken er ikke set siden halvtredserne, pointerer John Leif Jørgensen:

Reaction Engines kan derfor blive den virksomhed, som kommer til at bygge motorerne til fremtidens supersoniske og raketbaserede flytrafik.

En naturlig forlængelse af den flytrafik, vi er blevet så vant til.

Billeder top og bund: “Skylon” og passagerudgaven “Labcat”. (Credit: Reaction Engines Ltd.).

Share this
Share this
Mail this site
read more: